Book tid nu
← Tilbage til oversigt

Hårfjerning med laser

Introduktion
Retouch tilbyder permanent hårfjerning med den hurtige og effektive højteknologiske diode-laser Lightsheer Duet, så du slipper for at barbere, plukke eller vokse hår. Lightsheer Duet er en af verdens førende maskiner, der udelukkende er udviklet til at fjerne hår – modsat de multifunktions-lasermaskiner, man finder på mange klinikker, der er designet til at foretage flere forskellige behandlinger, og dermed ikke lige så effektiv. Lightsheer Duet anvender desuden vakuum og har et indbygget kølende system, som gør behandlingen stort set smertefri.

 

Før behandlingen
Inden behandlingen skal du til en konsultation ved en af klinikkens specialuddannede sygeplejersker, som vil vurdere, om du er egnet til permanent hårfjerning. Som udgangspunkt kan alle behandles, så længe hårene er mørke. Da der er tale om en diode-laser, kan vi både behandle mørke- og lyse hudtyper. Da der ikke er krav om betænkningstid, kan konsultationen afholdes i forbindelse med din første behandling.

Inden behandlingen med laser skal hårene være barberet, så huden er helt glat. Du må ikke have fjernet hårene med pincet, voks eller epilering inden behandlingen. Dette skyldes, at håret skal være forbundet til hårsækken, ellers kan laseren ikke fjerne hårene permanent. Hvis du har en lav smertetærskel, kan du eventuelt indtage 1 gram paracetamol ca. 1 time før behandlingen, hvilket vil reducere ubehaget.

 

Ingen sol eller selvbruner!
Du må ikke have fået sol på behandlingsområdet 4 uger inden en laserbehandling. Du må heller ikke have brugt selvbruner lige inden, da laseren i værste tilfælde vil opvarme huden frem for håret, hvorved der kan opstå en overfladisk forbrænding.

 

Hvordan foregår behandlingen?
Laserlyset føres hen over huden og absorberes af den mørke farve i håret, hvorved lyset omdannes til varme i håret. Herved ødelægges hårsækkens celler, så de går til grunde. Disse celler kommer aldrig igen – varmeudviklingen ødelægger altså hårets vækst permanent. Laseren kan kun fjerne håret, hvis det er i en vækstfase. Ikke alle hår er i vækst samtidig, da hårcellerne kan ligge i en dvale-fase (ligesom blomsterløg). Det er derfor, at der er behov for flere behandlinger for at opnå det ønskede resultat. Typisk skal der 8-10 behandlinger til for at opnå et endeligt resultat med permanent hårfjerning. Herefter skal resultatet holdes ved lige ca. 1 gang om året. Selve behandlingen føles som et slag med en elastik. Det niver, men det er bestemt tåleligt. Et lille område som armhulen tager ca. 1 minut om at blive behandlet, og et underben tager ca. 20-30 minutter.

 

Efter behandlingen
Efter behandlingen kan huden være varm og lidt rød. Der kan ses perfolikel ødem, som er hævelse og rødme omkring de enkelte hår. Dette forsvinder dog hurtigt igen, og du kan genoptage almindelige gøremål lige efter behandlingen. Brug solcreme med høj solfaktor (SPF 50) på det behandlede område i de første 2 uger efter behandlingen, hvor du skal påføre solcremen igen hver 2. time,  hvis du opholder dig i solen.

Efter 2-3 uger vil nogle af hårene falde ud af sig selv, og du vil over de næste uger føle dig hårfri, indtil der igen begynder at komme nogle nye hår i vækst. Allerede efter første behandling kan du se og mærke en tydelig reduktion af hår i det behandlede område. De nytilkomne hår behandles ca. 10 uger efter første behandling, hvis der er tale om hår på kroppen. Er der tale om hår i ansigtet anbefaler vi en behandling hver 5. uge. Ved ryg og ben skal der i slutningen af forløbet gå 3 måneder mellem hver behandling, da de nye hår er meget lang tid om at komme frem.

 

Resultatet
Efter 8-10 behandlinger vil de fleste være hårfri. Der kan altid komme små tynde nye hår frem i løbet af livet, hvorfor vi anbefaler én vedligeholdelsesbehandling om året. I mange tilfælde kommer der aldrig nogen hår frem igen.

 

Eventuelle bivirkninger og komplikationer

Almindelige bivirkninger (hos mellem 1 og 10 ud af 100 behandlinger):
Behandlingen føles nærmest som en prikkende varme, som brænder lidt i de efterfølgende minutter. Hos enkelte patienter kan der komme lidt væske ud fra hårsækkene efter behandlingen. Væsken vil tørre op som en gullig-brun tynd skorpe omkring hårsækkene og vil forsvinde af sig selv i løbet af nogle dage.

 

Ikke almindelige bivirkninger (hos mellem 1 og 10 ud af 1.000 behandlinger):
Der kan ses en forbrænding efter behandlingen, hvis du har fået sol eller påført selvbruner lige inden behandlingen. Der kan forekomme pigmentforstyrrelser i de behandlede områder, så områderne kan blive lysere eller mørkere end den omgivende hud, hvis du går i solen lige efter behandlingen. Denne risiko er størst, hvis du i forvejen er mørk i huden eller har asiatisk hudtype.

 

Sjældne bivirkninger (hos mellem 1 og 10 ud af 10.000 behandlinger):
Der kan opstå en uforklarlig øget hårvækst i det behandlede område eller det område, som grænser op til det behandlede område. Det ses ofte hos personer med mørke hår og med lav hårgrænse i panden. Disse hår kan fjernes ved den efterfølgende behandling.

Download PDF