Maja Malou Lyse er en prisvindende kunstner uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi. Hendes afsluttende projekt skabte stor opsigt, da hun sammen med magasinet Eurowoman producerede en forside serie omhandlende forbrugskulturen og relationen til vores krop og selvbillede, når vi præsenteres for glamourøse billeder fra eksempelvis modemagasiner.
Sin unge alder til trods, har Maja Malou allerede stået bag flere kritikerroste kunstprojekter i ind- og udland, der ofte kredser om forholdet til vores egne kroppe og identitet. Fans kan ligeledes følge med på Instagram, hvor hun står bag den både betagende og tankevækkende profil Habitual_Body_Monitoring.